Klør din kats hud?

 

Kløe er meget almindeligt hos katte, selvom det ofte ikke er lige så tydeligt som hos hunde, fordi et af de vigtigste tegn er, at katten slikker sig i overdreven grad. Det betyder, at din kat bare bruger mere tid på at soignere sig end normalt. Hold godt øje med din kat, så du opdager, hvis der er noget galt.

Marina G Dyrlæge

Lyder det her velkendt? Du har lagt mærke til, at din kat bruger en masse tid på at kradse, slikke, bide og vaske sin hud og pels. Det er blevet så slemt, at din kat virker plaget, og du aner ikke, hvad du skal stille op. 

Kløe (også kaldet pruritus) er et meget almindeligt symptom på, at din kat ikke har det godt. Desværre er det ikke specifikt for en bestemt sygdom, hvilket betyder, at det kan være en udfordring at diagnosticere og behandle den underliggende årsag.

 

Hvordan kan du se, om din kat er plaget af kløe?

Vi har alle oplevet, at vores katte kradser sig af og til, så hvordan kan man vide, hvornår deres hud virkelig klør, så de ikke har det godt? Nogle af de tegn, du skal holde øje med, er:

  • Katten kradser sig mere end normalt – hvis du lægger mærke til, at din kat kradser sig jævnligt og ikke bare et par gange, er det et tegn på, at den har et problem
  • Katten vasker sig i overdreven grad/trækker i pelsen
  • Katten gnider ansigtet eller kroppen mod alting (mere end normalt)
  • Katten tygger eller bider i huden eller pelsen
  • Hårløse områder (hårtab)

Hvad er årsagen til, at katte får kløe?

Der er mange årsager til kløe. Nogle er indlysende, som for eksempel lopper eller flåter, men det kan også være andre ting, som sygdomme andre steder i kroppen.

Nogle af de mest almindelige årsager til kløe:

Udvortes parasitter, f.eks. lopper og mider

Loppeangreb er den mest almindelig årsag til kløe hos katte, men det er ikke de eneste parasitter, der kan kaste deres uforbeholdne kærlighed på din kats hud.

Mider, myg og fluer kan også plage og irritere katten, selvom det generelt er mindre almindeligt. Mider såsom cheyletiella, også kaldet vandrende skæl, kan være sværere at behandle end lopper. Udover cheyletiella findes der også andre midearter såsom sarcoptes-skab. Disse kan smitte fra katte til mennesker. Ud over disse kan man også ind imellem se infektion med hårsækmider som forårsager demodicose.

Sørg under alle omstændigheder for, at din kat får en forebyggende behandling mod parasitter. I den forbindelse skal du sørge for at følge producentens anbefalinger, huske at behandle alle kæledyr i husstanden og også behandle det omgivende miljø, hvis du har set parasitter andre steder end på katten.

Allergi – en almindelig lidelse hos katte

Vidste du, at katte kan have allergi, præcis som vi mennesker, og at det kan resultere i kløe? Allergi hos katte kan blandt andet være: 

  • Hudbetændelse på grund af loppeallergi – hvis en kat er allergisk over for et allergen, der findes i loppespyt, skal der kun et enkelt loppebid til for at udløse en reaktion og forårsage alvorlig kløe.
  • Foderallergi – skyldes allergi over for en ingrediens i kattens foder, for eksempel kylling, lam, oksekød, mejeriprodukter eller hvede.
  • Atopisk hudbetændelse – en allergi over for noget i kattens miljø, for eksempel pollen, græs, husstøvmider osv.

Allergiske reaktioner kan have utallige årsager og giver en lang række andre symptomer udover kløe.

Katten kan have flere allergier på én gang, så der er mulighed for at den både er allergisk overfor ting i foderet, men samtidigt kan være allergisk for ting i omgivelserne.

Hudinfektioner

Hudinfektioner kan skyldes flere forskellige ting og ofte er de sekundære i forhold til en underliggende sygdom eller infektioner der er opstået efter en periode, hvor katten har skadet sig selv, fordi huden har kløet meget.

Det betyder, at infektioner på grund af bakterier eller svampe, ofte er en konsekvens af at hudens immunsystem er svækket, og derved bliver huden nemt inficeret.

Svampeinfektioner som for eksempel ringorm kan forårsage hårtab (alopeci) hos katte og skorpet, rød hud (sommetider i en cirkulær form), selvom kløen svinger meget.

Kontakt med hudirriterende elementer

Nogle gange går det bare galt. Hvis du lægger mærke til, at din kat pludselig kradser sig som en gal, er det umagen værd at undersøge, om den har været i kontakt med noget, der måske har irriteret dens hud, for eksempel rengøringsmidler eller andre ting.

Ring straks til dyrlægen, for mange produkter kan være farlige for din kat i større mængder, eller hvis de bliver siddende på kattens hud for længe. Hvis du ved, hvad katten har været i, er det en god idé at have oplysninger om indholdet klar, når du kontakter dyrlægen.

Psykogent hårtab

Psykogen alopeci betyder at katten taber hår pga. at de er urolige og stressede. Ofte har katten ikke kløe, men de reagerer på samme måde som hvis huden havde kløe. Mange af symptomerne er de samme, som for eksempel at katten vasker sig konstant eller trækker hår ud, så der opstår hårløse pletter eller knækkede hår. Man diagnosticerer psykogent hårtab ved at udelukke andre årsager og vurdere kattens omgivelser og andre potentielle årsager til stress.

 

Hvad kan du gøre for at hjælpe din kat?

Når man har en kat med kløe, er det første, man tænker på, om det forsvinder igen.

Der er mange og vidt forskellige årsager til kløe, og derfor er der også mange svar på spørgsmålet. Den gode nyhed er, at kløe generelt forsvinder, hvis det bliver behandlet korrekt, eller i det mindste vil det være muligt at kontrollere det i tilstrækkelig grad.

Afhængigt af årsagen kan det være nemt at kurere kløe, eksempelvis ved regelmæssigt at give katten en loppekur. Men nogle årsager er vanskelige både at diagnosticere og behandle, så processen bliver langt vanskeligere.

Søg dyrlægehjælp

Det vigtigste er at tage en snak med dyrlægen med det samme. Dyrlægen kan udføre alle de nødvendige tests og kan finde frem til den underliggende årsag, der gør, at katten er plaget af kløe.

Komplekse hudproblemer kan føles overvældende, specielt når de skyldes allergiske reaktioner eller et skjult problem et andet sted i kroppen. Diagnosticering er sædvanligvis en proces med flere trin, og behandlingen vil i nogle tilfælde være livslang.

Stol på din dyrlæge, og snak med dyrlægen om dine bekymringer. Der er mange muligheder, og din kat er sandsynligvis ikke det første kæledyr, der ikke reagerer optimalt på dele af behandlingen!

Sørg for nøjagtige noter

Du kan hjælpe med at hurtigst muligt at finde frem til den korrekte årsag ved at sørge for at tage gode og nøjagtige noter over, hvordan situationen udvikler sig:

  • Hvornår begyndte det?
  • Hvad fik dig til at lægge mærke til det?
  • Er det første gang, det er sket?
  • Hvor må din kat være henne?
  • Har din kat muligvis spist noget, eller er den kommet i kontakt med noget farligt?
  • Har den andre sundhedsmæssige problemer?
  • Får din kat nogen form for medicin i øjeblikket?
  • Har katten fået loppe- og flåtkur?
  • Er der andre kæledyr i husstanden?

Det er fristende at tro, at kløe forsvinder af sig selv, men hvis du læser det her, så er det fordi du har lagt mærke til, at din kat ikke har det godt og at kradseriet er et problem. Hvis det ikke bliver behandlet, vil der sandsynligvis komme sår, og så er risikoen for sekundære infektioner stor.

Det, der måske var en ret ligetil situation, kan hurtigt udvikle sig til en kompleks og langt værre sygdom.

Vær tålmodig, og overhold behandlingsplanen så længe som nødvendigt

Listen over problemer, der kan forårsage kløe og kræver behandling, er lang. Det er derfor, du skal følge den plan, din dyrlæge udarbejder, så nøjagtigt som muligt! Ellers risikerer du tilbageskridt eller at du endda er nødt til at begynde helt forfra. Afhængigt af årsagen kan det være en plan, du skal følge i hele din kats levetid.

Sørg for at lindre symptomerne

Udover at behandle eventuelle underliggende problemer, din kat måske har, og som kan være langvarig, skal du sørge for at behandle kløen hurtigt for at undgå yderligere skader. Afhængigt af situationen ordinerer dyrlægen måske medicin til indtagelse eller indsprøjtning for at lindre kløen.

Forebyg yderligere skader

Kattens læsioner heler ikke, hvis den bliver ved med at kradse sig eller vaske sig på stedet. Derfor er det vigtigt at sørge for, at katten ikke kan komme til det angrebne område på huden.

Vi ved godt, at katte ikke er vilde med hverken bodysuits eller kraver, men husk på, at blot et par minutter, hvor katten slikker et hot spot, nemt kan ødelægge al den fremgang, der ellers var opnået – og at katten kun skal have bodysuit eller krave på i et par dage.