Alt, hvad du har brug for at vide om allergi hos hunde

 

Allergi er meget almindeligt hos hunde. Det er en livslang lidelse, der kan ændre hele livskvaliteten for både hunden og hele familien. Men når du forstår, hvad allergi indebærer, og hvordan du kan håndtere den, vil det være en stor hjælp for jer allesammen.

Marina G Dyrlæge

Allergi er meget almindeligt hos hunde. Det kan resultere i en række forskellige symptomer og tegn, der kan ændre din hunds livskvalitet. Og det kan skyldes en lang række forskellige ting i hundens miljø. Faktisk kan man sige, at hver enkelt hunds allergiprofil er lige så unik, som hunden er! Men det betyder ikke, at der ikke er en række fælles faktorer. Og mange af dem vil du kunne håndtere med nogle ret ukomplicerede metoder.

 

Hvordan kan du se, om din hund har allergi?

Som mennesker tænker vi ofte på løbende næser og opsvulmede øjne, når vi hører ordet allergi – for hos mennesker er dét de mest almindelige symptomer. Og selvom "allergi-forkølelse" godt kan forekomme hos hunde, så er det faktisk ret sjældent.

De mest almindelige symptomer hos hunde er hudproblemer. De helt klassiske symptomer ses på undersiden af maven, i lysken, i armhulerne – og ofte på poterne og mellem tæerne. Men de specifikke steder er vidt forskellige og kan i høj grad variere, alt efter din hunds race. På billedet kan du se de mest almindelige steder, man finder tegn på allergi hos hunde.

Almindelige symptomer:

common locations of skin lesions

Kløe 

Der er ofte tre årsager til, at huden klør: Parasitter (for eksempel lopper eller mider), hudinfektioner og allergi. Og det er et problem, der i høj grad påvirker hundens trivsel, for en allergiramt hund lider af konstant hudirritation, kløe og ømhed. Og når det klør, er reaktionen selvfølgelig:

Hunden kradser og slikker sig

Det er helt naturligt, at man gerne vil kradse eller slikke på et sted, der klør. Reaktionen er måske endda opstået som en hjælp til at beskytte os mod parasitter! Men der er ingen parasitter, og når hunden hele tiden kradser sig, kan den beskadige huden. Dyrlæger kalder det "selvskade", og hudskader på grund af konstant kradsning vil ofte resultere i sekundære hudinfektioner og føre til infektion med bakterier eller svampe. Jo oftere hunden kradser sig, jo mere skader den huden, og jo mere betændelse opstår der. Hos hvide eller lyse hunde lægger du måske mærke til, at pelsen nogle steder bliver mørkere. Det skyldes farvepåvirkning fra hundens savl, når den hele tiden slikker sig. 

Rødme og betændelse

Hudbetændelse resulterer i øget blodtilførsel til det ramte område, så huden skifter farve, bliver rød og ser betændt ud. Problemet er, at når hunden kradser sig, kan det give yderligere betændelse. Når huden er betændt, vil den klø, og det vil resultere i, at hunden klør sig mere, så huden bliver endnu mere betændt. Det er en ond cirkel! Det kaldes sommetider "klø-krads-cyklussen".

Hårtab

Når hunden klør sig meget og laver selvskade, resulterer det ofte i hårtab, fordi hårene bliver trukket ud. Hårsækkene bliver ødelagt af betændelse og af, at hunden kradser sig, så den får hårløse pletter, som du kan se ovenfor.

Skællet hud 

Nogle hunde får tør, skællet hud. Dette kan ses som pletter, hvis betændelsen er lokal eller mere udbredt over hele kroppen.

Hudforandringer

På lang sigt resulterer gentagen betændelse og skader på huden i, at huden bliver tykkere og mørkere (det kalder dyrlægen ofte "lichenifisering"). Det opstår, når huden forsøger at beskytte sig selv, og det er tegn på et alvorligt hudproblem, hunden har haft i lang tid. Der kan også være såkaldte papeller.

Det er små, røde "knopper" eller mærker på eller i huden.

Øreproblemer

Ja, du læste rigtigt! Husk på, at der også er hud i øregangen. Faktisk er ørerne et virkelig godt sted at tjekke hudens tilstand: I øret udvikler mild allergisk betændelse sig hurtigt til sekundære bakterie- eller gærsvampeinfektioner. De er nemme at behandle, men det underliggende problem, som er allergi, er der stadigt. Det betyder desværre, at en ung hund, som har gentagne øreinfektioner uden nogen indlysende grund, har høj risiko for senere i livet at udvikle en reel allergisk hudsygdom.

Hvorfor får hunde allergi?

Man kan sige, at allergi er en "fejltagelse" i hundens immunsystem. Selvom immunsystemet er meget stærkt, er det ikke ufejlbarligt, og det kan sommetider begynde at angribe ting, det ikke burde eller ikke behøver angribe. Når immunsystemet ved en fejl angriber sunde kropsceller, kalder vi det en autoimmun sygdom. Når immunsystemet ved en fejl angriber ting, det ikke burde angribe (f.eks. reagerer på pollen eller et rengøringsmiddel), er resultatet, at hunden får allergi.

Allergener – de stoffer, der udløser allergi hos hunde

Et allergen er et ellers harmløst stof, som immunsystemet ved en fejl registrerer som skadeligt og derfor angriber. Der er ufatteligt mange forskellige allergener, som hunde kan reagere på.

Almindelige allergener er blandt andet:

  • Loppespyt - her reagerer hundens immunsystem på bid fra lopper, og det kaldes loppeallergi (eller FAD Flea Allergic Dermatitis). Dette reagerer en del hunde på, og det er nok med bid fra en enkelt loppe.
  • Miljømæssige allergener herunder pollen, skimmel og overfladeproteiner fra mider (mange hunde udvikler allergiske reaktioner på harmløse lager- og støvmider).  
  • Foderallergi: Det er vigtigt at huske på, at foderallergi hos hunde ikke er den mest almindelige allergitype. Men hvis hunden har foderallergi, er det sædvanligvis en allergi over for proteiner (i hovedparten af tilfældene i kød). En anden vigtig misforståelse er, at foderallergi hos hunde resulterer i problemer med mave-tarm-kanalen, men det er rent faktisk meget sjældent. De fleste typer foderallergi hos hunde resulterer i den samme kløende, ømme hud, som andre allergener også forårsager.

...trænger gennem hundens hudbarriere og forårsager betændelse...

Hos allergiske hunde opstår der ændringer i den mikrobielle hudbarriere, så der bliver færre af de naturlige, "gode" bakterier – og de beskytter mindre. De mekaniske hudbarrierer er også mindre effektive, så allergener får nemmere ved at trænge gennem forsvaret. De mekaniske barrierer kan også svigte på grund af skader på huden – så når hunden konstant kradser sig, kan det faktisk gøre allergien værre, fordi det fører flere allergener frem til immuncellerne, så ilden så at sige blusser endnu mere op. Men det ser også ud til, at immunsystemet ikke fungerer lige så effektivt hos hunde, der i forvejen er modtagelige for allergi. Hudens immunbarriere er mere reaktiv end hos andre hunde, så barrieren reagerer hurtigere og mere aggressivt, og det tager længere tid for den at "falde til ro" igen. I modsætning til hos os mennesker er histamin fra såkaldte mastceller mindre vigtigt hos hunde. Det forklarer, hvorfor antihistamin sædvanligvis er langt mindre effektivt hos hunde med allergi, end det er hos mennesker.

Disse kemikalier udløser forandringer i det lokale væv – øget blodgennemstrømning, bevægelse af hvide blodceller og ændringer i nervefølelse – hvilket udløser den smerte, kløe, rødme og andre forandringer, man kan se hos hunden.

 

Anlæg for allergi hos forskellige racer

Selvom en hvilken som helst hunderace (og blandingshunde) kan have allergi, er der visse racer, der er mere modtagelige over for allergi. Det gælder blandt andet for west highland white terrier, golden retriever, labrador retriever, shar pei, dalmatiner, boxer og boston terrier. Allergien viser sig som oftest, når hunden er ung, typisk når den er mellem 6 måneder og 3 år gammel. Hvis symptomerne ikke dukker op, før hunden er midaldrende (over 6 år gammel), så er det ret sandsynligt, at andre problemer er en del af årsagen.

 

Hvordan diagnosticerer man allergi hos hunde?

Det er relativt nemt at afgøre, om en hund har allergi, selvom det sommetider kan tage tid. Til gengæld er det noget sværere at finde frem til, hvad hunden er allergisk overfor.

Diagnosticering af allergiske hudlidelser er ofte en lang og omstændelig proces, der kan være meget frustrerende. Men det er langt den bedste måde at få en sikker diagnose på, så du og din dyrlæge ved præcis, hvad der er i vejen, og hvordan I skal håndtere det!

Desværre er der ikke en nem og simpel test til at påvise allergiske hudlidelser hos hunde. Blod- og hudprøver kan bidrage til at finde frem til, hvad din hund er allergisk overfor, men de kan i de fleste tilfælde ikke i sig selv påvise, om en hund er allergisk eller ej. Når man skal diagnosticere allergi hos en hud, handler det derfor om omhyggeligt at udelukke andre lidelser og derefter grundigt undersøge hundens symptomer og tage højde for dens generelle sundhed før og nu.

Først skal parasitter og hudinfektioner udelukkes

Det kan umiddelbart lyde som et unødvendigt skridt. Nogle vil endda blive irriterede eller fornærmede over, at dyrlægen foreslår det. Men det er absolut nødvendigt, at man helt fra begyndelsen udelukker den mest almindelige årsag til kløe hos hunden, nemlig lopper og andre parasitter. For at kunne gøre det, anbefaler dyrlægen måske, at du prøver et nyt middel mod lopper og andre parasitter. Det er ikke en kritik af dig, og det betyder heller ikke, at dyrlægen antyder, at han eller hun ikke tror på dig. Det betyder bare, at indtil det er helt udelukket, at det kan være årsagen, så kan man ikke stille en sikker diagnose.

Dyrlægen vil måske også børste pelsen for at finde eventuelle tegn på lopper eller vil foretage skrab efter mider, der kan forårsage for eksempel sarcoptesskab eller demodicose.

Måske tager din dyrlæge også en hudprøve for at tjekke, om din hund lider af en hudinfektion. Hvis den gør det, skal hudinfektionen behandles, inden I kan fortsætte med at undersøge hunden for allergi.

Først når de andre ting er udelukket, kan I gå videre med næste trin. 

Forandringer eller ændringer, der er opstået for nylig

Har du for nylig skiftet vaskepulver, eller hundens foder, dens tæpper, puder, kurv eller andet? Det tager sædvanligvis omkring seks uger, før en ændring viser sig som allergi. Det sker ikke lige med det sammen. Men hvis hunden udvikler symptomer, for eksempel seks uger efter, at du har skiftet vaskepulver eller skyllemiddel, er det ret mistænkeligt.

Men desværre kan den type ændringer i de fleste tilfælde også vise sig slet ikke at være relevante, og så er det videre til næste skridt.

Foderallergi

Det er en kompliceret sag at diagnosticere foderallergi, for de fleste foderallergityper giver ikke specifikke udslag ved blod- eller hudprøver. I stedet er man nødt til at gennemføre en fodertest ved hjælp af udelukkelsesmetoden. Det betyder, at hunden ikke længere må få det foder, den plejer at få (overhovedet ikke, så det inkluderer også godbidder, spiselige træningsremedier og snacks). I stedet skal den på en diæt, der enten består af såkaldt hydroliseret foder (hvor proteinerne er opdelt i små stykker, så immunsystemet ikke kan genkende dem som et allergen) eller en helt ny diæt med nye energikilder (som hundens immunsystem ikke har oplevet før, for eksempel tapioka og laks, eller andre ting, enten industrielt fremstillet eller hjemmelavet). Hvis du ikke ved, hvilken type foder, din hund har fået, siden den var hvalp, er en hydroliseret diæt sandsynligvis et mere sikkert valg! Hunden skal være på den nye diæt, hvor den IKKE må få andet, i 8-12 uger. Hvis hunden ikke får det bedre, er det med meget stor sandsynlighed ikke foderallergi. Hvis hunden får det bedre, så er næste skridt, at du gør noget, der kan virke ret skræmmende: Du begynder at give den normalt foder igen for at se, om det udløser en reaktion.

Miljøallergi

I tilfælde af miljømæssige allergier (pollenallergi, skimmelallergi osv.) kan blod- og hudprøver være nyttige (men du bør altid være meget varsom med at bruge tests, der ikke udføres af din dyrlæge, for der er desværre alt for mange "fidusmagere" derude). Det kan også ske, at din hund tester positiv over for et bestemt allergen, men rent faktisk reagerer på noget helt andet i miljøet. Så det bedste er at overlade det til din dyrlæge at vurdere resultaterne af de forskellige tests, eller endda en specialist inden for veterinær dermatologi. Når I har fundet frem til, hvilke allergener, din hund reagerer på, kan I begynde at overveje den langsigtede behandling.

Hvordan håndterer man allergi hos hunde?

En generel tommelfingerregel er, at du ikke bør forsøge selv at behandle selv moderate allergiske hudlidelser hos din hund. Tag altid dyrlægen med på råd! Behandlingen vil afhænge af, hvad der er årsagen til allergien, og det vil sandsynligvis udvikle sig i tidens løb, så der vil ofte være tale om en kombination af løsninger. Hvis allergien ikke håndteres på den mest hensigtsmæssige måde, kan symptomerne hurtigt blive værre og langt sværere at håndtere.

Der er fire grundlæggende tilgange, når man skal håndtere allergi hos hunde:

  1. Undgå så vidt muligt allergenerne (sørg for eksempel for at gøre rent ofte for at minimere forekomsten af husstøvmider, sørg for regelmæssig forebyggende loppebehandling, undgå bestemt foder eller rengøringsprodukter osv.).
  2. Brug om nødvendigt udvortes midler med lindrende ingredienser.
  3. Benyt medicin til at reducere kløe og hudbetændelse.
  4. Styrk immunintolerancen.

 

Kan hunde blive kureret for allergi?

Allergi er en livslang lidelse, der kræver livslang behandling. Det er vigtigt at huske på, at de fleste allergityper hos hunde kræver flere forskellige tilgange på samme tid for at holde allergien nede og under kontrol. Og som nævnt er der ikke to hunde, der er ens. Allergien hos hver eneste hund er lige så unik, som hunden er, og derfor skal behandlingen også være unik. Der er ingen løsning, der fungerer for alle hunde.

4 Gode

råd

om allergi hos hunde