Hot spots hos katte: Hvad er det, og hvad kan vi gøre ved dem?
Marina G DyrlægeHot spots er en almindelig og velkendt hudlidelse, især hos hunde. Den er ikke så udbredt hos katte. Sørg for at lindre symptomerne, find frem til og behandl årsagen, og kontrollér regelmæssigt kattens pels for at undgå, at problemet dukker op igen.
Den lettelse, det er at kradse sig et sted, der klør, er en af livets største glæder, både for os mennesker og vores firbenede venner! Hvis din kat har smerter eller huden er irriteret, kan det sommetider være svært for den at holde op med at kradse sig, og så kan den beskadige huden. Det kan resultere i såkaldte hot spots.
Et hot spot er ikke en sygdom. Men det er en smertefuld læsion, der kræver dyrlægehjælp, så I i fællesskab kan finde ud af, hvad der er den underliggende årsag, og hvad der er den bedste behandling.
Hvad er hot spots hos katte?
Et hot spot kaldes også "akut fugtig hudbetændelse” eller "pyotraumatisk dermatitis".
Det viser sig som en overfladisk, sårdannende, betændt læsion, der hurtigt resulterer i sekundær infektion og skyldes selvpåført traume, fordi katten bider sig, vasker sig i overdreven grad eller kradser sig konstant for at lindre kløe eller smerte. En typisk hot spot-læsion er et afgrænset område med hårløs, rød, fugtig og væskende hud, der udvikler sårskorpe. Et hot spot opstår pludseligt, ofte i løbet af blot et par timer.
Størrelsen af læsionen kan variere; det afhænger hovedsageligt af intensiteten af selvskaden. Hot spots starter sædvanligvis som små læsioner, der kan blive større på blot et par timer, specielt hvis katten fortsætter med at skade sig selv, eller hvis der ikke sættes ind med behandling med det samme, da hot spots er smertefulde og klør.
Når hudbarrieren mister sin integritet, invaderer bakterier, der normalt findes på huden, såret. Sædvanligvis sker bakterieinvasionen eller overvæksten kun overfladisk. Men uden en behandling, der hurtigt lindrer kløen, kan infektionen gå dybere ned i huden, fordi katten gør alt, hvad den kan, for at lindre kløen, og det forværrer læsionerne.
Hot spot-læsioner kan forekomme overalt på kattens krop, men de viser sig ofte steder, hvor det gør ondt eller klør.
Lignende problemer, der ikke må forveksles med hot spots, ses ved allergi: eosinofil plaque (meget kløende læsioner, der sædvanligvis viser sig som hårløse områder med hævet, rød hud, der kan dukke op hvor som helst på kattens krop, men ofte på maven), eosinofil granuloma (læsioner med hævet og fortykket hud, eventuelt med nogen rødme og sandsynligvis med hårtab og sårdannelse – de kan også dukke op hvor som helst på kroppen, men ofte i munden, på bagbenene og på fødderne) samt kløe på hoved og hals. Disse problemer udvikler sig sædvanligvis langsommere end hot spots.
Hvad er årsagen til, at katte får hot spots?
Hot spots skyldes beskadigelse af huden, sædvanligvis fordi katten kradser sig eller vasker sig i overdreven grad (selvskade), som reaktion på smerte eller kløe, og efterfølgende bakteriel overvækst.
Alle former for problemer, der resulterer i kløe eller smerte, kan få katten til konstant at bide, vaske eller kradse sig, og det kan resultere i udvikling af hot spots.
Almindelige årsager:
- Hudbetændelse på grund af loppeallergi
- Andre allergiske sygdomme, blandt andet atopisk hudbetændelse eller foderallergi
- Udvortes parasitter, f.eks. lopper eller mider
- Tilstande, der medfører infektion i det ydre øre (otitis externa)
- Hudbetændelse på grund af kontakt med irriterende stof
- Tilstande, der medfører mat og sammenfiltret pels, og at katten soignerer sig mindre
- Smertefulde tilstande såsom gigt (osteoarthritis) og ideopatisk blærebetændelse
- Stress eller kedsomhed
Hvilke katte lider af hot spots?
Langhårede katte eller katte med tæt pels kan være mere tilbøjelige til at udvikle hot spots, og det samme gælder katte med allergi eller svækkende sygdomme.
Selvom hot spots kan forekomme året rundt, opstår de som oftest i varmt og fugtigt vejr, der skaber gode forhold for overvækst af bakterier.
Hvis din kat har en smertefuld hudlidelse, er der større risiko for, at den også udvikler hot spots. Da det sommetider kan være svært at se, at en kat har smerter, anbefaler vi, at du holder øje med den og lægger mærke til, hvordan den plejer at se ud og opføre sig. Hvis din kat for eksempel mjaver mere, end den plejer eller bliver ved med at tygge på eller vaske sig et bestemt sted på kroppen, kan det være tegn på, at der er noget galt.
Heldigvis er hot spots ikke noget, man ser særligt ofte hos katte. Men det sker, og jo hurtigere du opdager dem, jo hurtigere kan du hjælpe din kat og undgå, at der opstår yderligere komplikationer.
Hvornår skal dyrlægen se på det?
Hvis du tror, at din kat har et hot spot, er det meget vigtigt, at du kontakter dyrlægen.
Det kan være nødvendigt med en grundig fysisk og dermatologisk undersøgelse og diagnostiske tests for at finde frem til omfanget af problemet og hvad det skyldes. Først da kan dyrlægen udarbejde en skræddersyet behandlingsplan, du kan følge derhjemme.
Fordi hot spots hurtigt kan blive værre, bør du straks tage din kat med til dyrlægen, så den kan få hjælp. Mens du venter på at komme til dyrlægen, bør du gøre dit bedste for at sørge for, at katten ikke kradser sig eller vasker sig på den eksisterende læsion, og bagefter skal du følge dyrlægens anbefalinger.
Hvordan behandler man hot spots?
Det er vigtigt at diagnosticere og behandle den underliggende årsag, der har resulteret i udvikling af hot spots. Ellers vil de sandsynligvis dukke op igen. Behandling af hot spots består sædvanligvis af:
Klipning
Klipning af pelsen omkring læsionen giver bedre luftcirkulation og gør det nemmere at rense og påføre udvortes (topikale) produkter.
Rensning og behandling
Rensning er et vigtigt skridt i behandling af hot spots, for det bidrager til at fjerne betændelsesrester og til at reducere antallet af eventuelle bakterier. Derefter vil behandlingen indebære at påføre midler med beroligende indholdsstoffer, om nødvendigt antimikrobielle stoffer, eller en kombination af begge dele. Behandling af hot spots sker som oftest udvortes for at påføre indholdsstofferne, hvor der er brug for det, men dyrlægen kan ordinere yderligere medicin, enten til indtagelse eller til indsprøjtning. Når det er muligt, bør udvortes antimikrobiel behandling foretrækkes for at reducere eller undgå brugen af systemiske antibiotika og minimere risikoen for antibiotikaresistens, som er et voksende problem hos både dyr og mennesker.
Lad det hele
Hot spots hos en kat heler ikke, hvis katten bliver ved med at kradse sig eller vaske sig på stedet. Derfor er det vigtigt at sørge for, at katten ikke kan komme til det angrebne hudområde.
Vi ved godt, at katte ikke er vilde med hverken bodysuits eller kraver, men husk på, at blot et par minutter, hvor katten slikker et hot spot, nemt kan ødelægge al den fremgang, der ellers var opnået – og at katten kun skal have bodysuit eller krave på i et par dage.
Sådan forebygger man hot spots hos katte
Pyotraumatisk dermatitis (akut fugtig hudbetændelse) er smertefuldt, men der er flere ting, du kan gøre for at forhindre det.
Find frem til og sørg for at få behandlet den underliggende årsag
Hot spots er sekundære læsioner, og du kan reducere alvorligheden og risikoen for, at de vender tilbage, hvis du kender den underliggende årsag og får den behandlet. Hvis det ikke er muligt, eller hvis din kat har en kronisk sygdom, kan det bidrage til at undgå hot spots, hvis du sørger for, at kattens hud er fugtet og sund.
Vær på forkant over for parasitangreb
Sørg for, at din kat løbende får en parasitbehandling, og kontrollér regelmæssigt kattens ører for tegn på infektion.
Oprethold optimal sundhed af huden
Det kan lyde uvæsentligt at sørge for, at kattens pels er velplejet ved at børste den med jævne mellemrum og ved at kontrollere dens hud, men det kan gøre en stor forskel. Vær specielt opmærksom, hvis din kat er langhåret, og når vejret er varmt og fugtigt. Hvis du opdager og får behandlet små hot spots omgående, forhindrer du også, at de bliver værre.
Når du sørger for at få klippet kattens klør, bliver det også lidt sværere for den at beskadige huden. Men det anbefales ikke, hvis din kat er en udekat.