Alt, hvad du har brug for at vide om hudinfektioner hos katte

 

Den mest almindelige infektion hos katte er ringorm. Infektioner, der skyldes bakterier og gærsvampe, er sjældne og hænger sammen med selvpåførte skader eller indvortes sygdomme.

Marina G Dyrlæge

Fordi huden er det første forsvar mod ting, der forekommer i omgivelserne, er det ikke mærkeligt, at katte ofte har hudproblemer.

Men heldigvis ser det ud til, at hudproblemer ikke er lige så almindelige hos katte, som de er hos hunde – bortset fra ringorm. Det udvikler sig ofte på grund af et underliggende problem, der gør huden mere skrøbelig, for eksempel allergi med selvpåførte skader på grund af kløe, eller en lidelse, der påvirker kattens immunsystem, for eksempel diabetes.

Det er vigtigt at huske på, at infektion er et vidt begreb, der refererer til patologisk overvækst af mikroorganismer på huden, og at der er forskellige typer mikroorganismer, der kan inficere huden.

De mest almindelige er:

  • Bakterier 
  • Gærsvampe 
  • Svamp 

Hvis din kat har en hudinfektion, kan det betyde, at der er et underliggende problem, så tøv ikke med at søge hjælp hos dyrlægen.

 

Hvordan ser en hudinfektion ud?

Hvis din kat kradser eller slikker sig i overdreven grad, påfører den selv læsioner i huden, som kan blive inficerede. De tegn du kan se på huden, kan være:

  • Cirkulært hårtab/ødelagte hår, afskalning og sommetider en pink/rød afgrænsning omkring den centrale del, et tegn på ringorm
  • Eksempelvis små læsioner med sårskorper (miliær dermatitis)
  • Sårskorper på hoved og hals
  • Irriteret hud (hudløshed, beskadigelser eller knuder) og sår 
  • Skællet hud med skældannelse, fedtet hud, specielt øverst på halen
  • Da hudinfektioner ofte klør meget, vil din kat sikkert kradse sig, gnubbe sig mod alting og slikke på de ramte områder i en grad, så den får hårløse pletter.

Hvad forårsager hudinfektioner hos katte?

Bakterielle hudinfektioner – pyodermi

Bakterielle hudinfektioner, også kaldet pyodermi, skyldes som oftest S. pseudintermedius, der er en bakterie, der lever på huden.

Der er altid bakterier på huden, men forskellige faktorer kan påvirke mikrofloraen, såsom underliggende sygdom eller traume af huden, så der sker en forøget vækst af nogle bakterier.

Almindelige lidelser, der udvikler sig til bakterielle hudinfektioner

  • Akne hos katte

Akne hos katte viser sig som hudorme på kattens hage, så den ser snavset ud. Nogle katte får kun disse hudorme, mens andre rammes hårdere og kan udvikle små knopper på hagen, der ofte bliver opsvulmede (også kaldet "fedthage") og inficerede. På dette stadie kradser katten sig sandsynligvis også på hagen, så infektionen og betændelsen bliver værre, og det resulterer i nye læsioner såsom sår og sårskorper.

Akne hos katte er et tilbagevendende problem, og selvom årsagen er ukendt, er der visse faktorer, der tilsyneladende fremmer udviklingen af akne. Det kan være skæleksem (seborrhea), stress, andre ude fra kommende ting eller et svækket immunsystem.

  • Allergiske hudlidelser og andre hudsygdomme

Uanset om det er atopisk hudbetændelse, foderallergi eller hudbetændelse på grund af loppeallergi, forårsager allergiske hudlidelser ekstrem kløe. Når katten kradser sig for at forsøge at lindre kløen, opstår der ofte sekundære læsioner, som kan være eosinofilt granulom kompleks eller miliær dermatitis. Disse kan også være inficerede.

Bylder under huden (subkutane abscesser)

Selvom bylder (abcesser) ikke er en hudinfektion som sådan, skyldes de infektion, og de befinder sig lige under huden.

Bylder forekommer ofte hos katte, specielt når der er tale om udekatte, der nyder at være ude og udforske verden. Slagsmål med andre katte resulterer ofte i, at katten får en byld, fordi bid og kradsesår bliver inficeret af bakterier, der graver sig ned i vævet.

En byld er en varm, rød hævelse, der kan have to stiksår i toppen. Hvis der går hul på bylden, siver der materie ud af den. Bylder på grund af kattebid forekommer som oftest på halen, hovedet, halsen og benene.

Når bylden udvikler sig, bemærker du måske, at din kat virker mere stille end normalt, og den har måske ikke helt så meget appetit. Bylder er ofte også smertefulde, og det kan få din kat til at reagere aggressivt eller trække sig og være mindre social. Hvis den er blevet bidt i et ben, halter den måske også.

Svampeinfektion i huden – ringorm og malassezia-gærsvampe

Ringorm 

Ringorm er en hudinfektion, der skyldes svampevækst, også kaldet dermatofytter.

Katte får ringorm ved kontakt med smittede dyr og eksponering i et kontamineret miljø. Men det er ikke alle katte der udvikler sygdommen, og det ser ud til, at svækkede, unge eller ældre katte er mere udsat for at få infektionen.

Ringormslæsioner kan være cirkelformede (som en ring) og kan se forskelligt ud, fra hårløse pletter med tør, skællet hud til rød hud med skæl, papeller og sårskorper.

Desværre er sygdommen smitsom og kan overføres til andre dyr i husstanden, og også til dig og din familie, specielt hvis nogen har et svækket immunforsvar.

Malassezia 

Malassezia er en gærsvampetype, der findes i de øverste lag af huden hos sunde katte. I de fleste tilfælde er disse gærsvampeorganismer ikke skadelige for katten, men hvis antallet stiger, kan det resultere i hudbetændelse (dermatitis), der viser sig som rød, opsvulmet og øm hud.

Malassezia dermatitis (hudbetændelse på grund af malassezia), der forekommer ret sjældent hos katte, viser sig som kløende skællet, betændt hud, der hovedsageligt forekommer i øregangen, på kattens ansigt, omkring kløerne og på hagen (akne hos katte). Pelsen kan også virke fedtet.

Parasitangreb i huden

De mest almindelige parasithudinfektioner, der kan ramme katte, skyldes mider. Der er adskillige midearter, der kan forårsage hudproblemer, og de mest almindelige rammer ørerne.

Når katten har øreproblemer, vil den sædvanligvis vise tegn på, at ørerne ikke har det godt, det klør og kan endda gøre ondt, så du vil ofte se din kat kradse ørerne eller ryste på hovedet. Du bemærker måske også et karakteristisk, ørevoksagtigt mørkt sekret i ørerne, der mest af alt ligner kaffegrums.

Mideinfektioner på andre dele af kroppen er ikke så almindelige, og læsionerne kan variere fra tør, skællet hud til åbne sår fordi katten kradser sig. Det hænger ofte sammen med såkaldt vandrende skæl, skab eller demodicose.

Det er vigtigt at huske på, at de fleste mider også overføres til andre kæledyr. Nogle mider kan endda inficere mennesker, blandt andet notoedrisk skab, der forårsager forbigående læsioner hos mennesker.

 

Hvordan diagnosticeres hudinfektioner hos katte?

Dyrlægen udfører en klinisk undersøgelse, og det kan også være nødvendigt at udføre yderligere diagnostiske tests. Under mikroskop kan dyrlægen konstatere, hvilken hudinfektion der er tale om, og hvad der er årsagen (bakterier, svampevækst, parasitter). Nogle gange kan det kræve laboratorietests såsom podning for at finde frem til årsagen og/eller vælge den bedste behandling.

  

Behandling af hudinfektioner hos katte

Da hudinfektioner kan skyldes forskellige ting, kan behandlingen variere afhængigt af, hvad der er årsagen til, at din kat har det dårligt.

Disse infektioner skyldes også næsten altid et underliggende problem, så hvis behandlingen skal være effektiv, er det afgørende at få diagnosticeret og behandlet det problem.

Dyrlægen kan sætte din kat på en behandling med antibiotika eller midler til behandling af svampevækst.

Øremider kan forebygges med midler til påføring på det relevante område. Det kan være en del af den regelmæssige parasitbehandling, din kat får. Når behandling er påkrævet, er det sædvanligvis en kombination af ørerensning og påføring af et antiparasitært middel i (og somme tider omkring) øregangen.

Brug altid antibiotika, medicin til bekæmpelse af svampevækst og antiparasitære midler i henhold til dyrlægens anbefalinger for at forebygge at der opstår resistens.

Afhængigt af infektionstypen kan dyrlægen anbefale, at alle kæledyr i husstanden behandles.

 

Sådan forebygger du hudinfektioner hos katte

Infektioner er sædvanligvis resultatet af et underliggende eller systemisk problem. Forebyg hudinfektioner hos din kat ved at tage hånd om eventuelle hudproblemer, så snart du opdager dem.

3 gode

råd om

hudinfektioner
hos katte