Få mere at vide om almindelige hudproblemer hos katte

 

Hudproblemer er ret almindeligt hos katte. Huden er også det mest synlige organ på kroppen, så du kan reagere hurtigt, hvis du opdager, at der er noget galt.

Marina G Dyrlæge

Huden er kattens største organ og kan rammes af flere forskellige problemer, fra helt ukomplicerede problemer til kroniske sygdomme, der kræver livslang behandling. Når hudbarrieren brydes og hudens beskyttende funktioner kommer ud af balance, bliver huden mere sårbar over for yderligere skade – og det kan resultere i sekundære problemer.

Hvis du har mistanke om, at din kat måske har et hudproblem, er det meget vigtigt, at du aftaler tid hos dyrlægen til et grundigt sundhedstjek.

 

Sådan kan du se, at din kat måske har et hudproblem

Der er en række symptomer, der kan tyde på, at katten har hudproblemer, lige fra at katten vasker sig i overdreven grad til mere alvorlige symptomer såsom store områder med hårtab og sår.

Almindelige tegn på hudproblemer:

Hudsygdomme hos katte er et omfattende emne, men der er nogle problemer, der er mere almindelige end andre.

 

Udvortes parasitter

Udvortes parasitter er en af de mest almindelige årsager til hudproblemer hos katte. Lopper kan have en uforholdsmæssigt stor skadelig effekt på din kats hud og generelle helbred, også selvom din kat ikke er en udekat.

Men lopper er ikke de eneste udvortes parasitter, du skal være på vagt overfor. Flåter, mider og endda myg kan forårsage hudproblemer hos katte.

Lopper 

Det mest almindelige tegn på, at en kat har lopper, er kløe. De småbitte parasitter myldrer rundt på din kats hud for at finde det perfekte sted til det næste måltid, så det er ikke noget under, at katten forsøger at kradse, bide eller slikke de uønskede gæster væk.

Når det virkelig klør, kan der nemt opstå sekundære læsioner såsom hårløse pletter, rødme og sår. Og problemet bliver endnu værre, hvis din kat er allergisk over for loppespyt (også kaldet loppeallergi).

Loppeproblemer er ikke noget, man skal tage let på. En voksen loppe kan lægge helt op til 50 æg om dagen. Når din kat bevæger sig rundt i dit hjem og i omgivelserne, falder æggene af og udklækkes, så du ender med en ren loppeplage. Hvis du kæmper med at slippe af med lopperne på din kat, og hvis du har prøvet forskellige behandlinger uden effekt, skal du ikke tøve med at tage en snak med dyrlægen.

Mider

Der er adskillige midearter, der kan forårsage hudproblemer hos katte. De fleste mider lever på huden og giver intens kløe, mens andre lever i hårsækkene. Det er sidstnævnte, der er synderne, når en kat får hudsygdommen demodicose.

De fleste mider er mikroskopiske, men størrelsen afhænger af arten. Nogle arter kan man godt få øje på, blandt andet augustmiden, der er orange og på størrelse med hovedet på en knappenål, og rovmider (cheyletiella), som mest af alt ligner omvandrende skæl.

Mideinfektioner rammer som oftest kattens ører, og det er almindeligt at se dem hos killinger. De viser sig ofte som et karakteristisk, ørevoksagtigt mørkt sekret i ørerne, der mest af alt ligner kaffegrums.

Mideinfektioner i ørerne er ubehagelige, det klør og kan gøre ondt, så du vil ofte se din kat kradse ørerne eller ryste på hovedet.

Udover ørerne rammer mideinfektioner også ofte kattens ansigt og hoved, men læsioner såsom hårløse pletter, sårskorper og skæl kan også forekomme på andre dele af kroppen. Generaliseret hudsygdom forekommer sjældent, og det opstår som oftest, hvis katten har andre helbredsproblemer såsom diabetes eller FIV (Feline Immunodeficiency Virus; en virussygdom, der rammer immunsystemet hos katte)

De fleste mider overføres også til andre kæledyr, og nogle mider kan endda inficere mennesker.

 

Allergi

Ja, katte kan også have forskellige former for allergi, præcis som vi mennesker!

Det vigtigste tegn på allergi hos katte er kløe. Fordi katten forsøger at lindre kløen ved at kradse og slikke sig, beskadiger den ofte huden yderligere, så der kommer hårløse områder og i nogle tilfælde endda hudløshed.

Andre tegn på allergi hos katte, der ikke er specifikke for en speciel allergitype:

  • Kløe omkring hoved og hals 
  • Selvpåført hårtab (eksempelvis fordi katten vasker sig i overdreven grad)
  • Miliær dermatitis (små, skorpelignende sår på huden)
  • Eosinofilt granulom som kan vise sig i flere former: Det kan være sår på læberne, andre sår på huden eller hævede faste, lyserøde områder eller knopper. Oftest er det allergi der ligger til grund for at katte udvikler Eosinofilt granulom.
  • Sekundære bakterie- eller gærsvampeinfektioner (malassezia dermatitis) på grund af, at katten konstant klør sig.

Hudbetændelse på grund af loppeallergi 

Hudbetændelse på grund af loppeallergi er den allergitype, man oftest ser hos katte. Det skyldes en overreaktion i kattens eget immunsystem over for allergener i loppespyt.

Det betyder, at et enkelt loppebid kan forårsage en uforholdsmæssigt voldsom reaktion i kattens hud. Det er grunden til, at man ikke kan udelukke hudbetændelse på grund af loppeallergi, selvom man ikke umiddelbart finder lopper på katten!

Katte med hudbetændelse på grund af loppeallergi har typisk læsioner på hovedet, ryggen, nær halen, på maven. Men læsionerne kan også forekomme andre steder, for eksempel på lår og flanker.

Anden overfølsomhed (hypersensitivitet) på grund af insektbid

Katte kan også være overfølsomme over for bid fra andre insekter, blandt andet myrer, og stik fra myg, bier eller hvepse.

Stikkende insekter indsprøjter ofte gift, når de stikker. Det kan resultere i en omgående og akut allergisk reaktion, hvor stikket svulmer op og medfører irritation og intens kløe, der igen kan medføre alvorlige problemer såsom åndedrætsbesvær. Denne type reaktion (anafylaktisk reaktion) ses meget sjældent, men hvis du oplever det hos din kat, skal du kontakte dyrlægen med det samme.

Foderallergi

Som navnet beskriver, skyldes foderallergi, at det allergen, som katten ikke kan tåle, findes i foderet. Katte kan være allergiske over for mange forskellige fodertyper, blandt andet oksekød, kylling, fisk og mælkeprodukter.

I modsætning til, hvad mange tror, så opstår foderallergi ofte i forbindelse med foder, som katten allerede er vant til – ikke fordi den får en ny type foder.

Kløen er som oftest mere intens på hovedet, halsen og ørerne, og hos nogle foderallergiske katte kan der også opstå opkast og diarré, men det er sjældent.

Atopisk hudbetændelse (AD; atopisk dermatitis)

Atopisk hudbetændelse skyldes en overdreven immunreaktion på et allergen, der findes i kattens miljø. Afhængigt af, hvilket allergen, katten reagerer overfor, kan den også udvise sæsonbestemte hudreaktioner.

Almindelige allergener i forbindelse med atopisk hudbetændelse:

  • Husstøvmider og andre insektallergener
  • Pollen og andre planteallergener
  • Skimmelallergener

Udfordringen ved allergisygdomme hos katte

Det er vanskeligt at diagnosticere allergisygdomme hos katte, og det kan være meget tidskrævende. Det er der flere grunde til:

  • De kliniske symptomer er meget ens ved hudbetændelse pga. loppeallergi, atopisk hudbetændelse og foderallergi, og det kan være klinisk umuligt at skelne dem fra hinanden. Derudover er symptomerne på allergiske sygdomme de samme som ved andre hudsygdomme.
  • Hvis din kat har én type allergi, vil den ofte også have andre.
  • Der findes ikke én enkelt test, der giver dyrlægerne mulighed for at diagnosticere en kat som værende allergisk. Det betyder, at der skal bruges en kombination af adskillige tests plus udelukkelse af andre lidelser.

Men det er vigtigt, at man når frem til en korrekt diagnose, for allergi hos katte er kronisk og vil kræve livslang behandling.

 

Hudskæl: akne og skæl hos katte

Vidste du, at katte kan have skæl og akne, præcis som vi mennesker?

Akne hos katte 

Hos katte viser akne sig som hudorme på kattens hage, så den ser snavset ud. Selvom der hos nogle katte ikke vil være andre symptomer, kan hagen blive opsvulmet og klø, og der kan endda forekomme knopper (papeller og pusteller) og ømme, afgrænsede hævelser (furunkler). Der kan også opstå sår og sårskorper, fordi katten kradser sig.

Selvom udvortes angreb, skæleksem, svækket immunforsvar og stress kan bidrage til akne hos katte, ved man stadigvæk ikke præcis, hvad der forårsager det.

Akne hos katte kan være et kronisk problem for nogle katte, fordi det ofte vender tilbage.

Tør hud og skæl hos katte

Tør skæleksem hos katte ses som oftest som skællende hud og skæl, sædvanligvis langs ryggen, selvom det også kan ses i afgrænsede områder. Symptomer på tør skæleksem er ikke altid lette at få øje på, fordi katte vasker og soignerer sig meget omhyggeligt. Tør hud og skæl opstår ofte, fordi huden reagerer på et underliggende problem.

 

Hudinfektioner

Fordi huden er det første forsvar mod ting, der forekommer i omgivelserne, er det ikke mærkeligt, at katte ofte har hudproblemer. Men heldigvis ser det ud til, at hudproblemer ikke er lige så almindelige hos katte, som de er hos hunde. Hudinfektioner hos katte skyldes ofte svamp (hvor ringorm er den meste almindelige type), og bakterier og gærsvampe er den næsthyppigste årsag til selvpåførte læsioner på grund af kløe.

Ringorm

I modsætning til hvad navnet antyder, så skyldes ringorm en svamp (dermatofytter), ikke en orm.

Det er vigtigt at være opmærksom på, om din kat har denne sygdom, for den smitter ikke kun andre dyr, men også mennesker. Kontakt med smittede dyr eller kontaminerede objekter resulterer ikke altid i udbrud af hudsygdommen. Men svækkede dyr og mennesker (som fx har andre sygdomme eller svækket immunforsvar) er i højere grad modtagelige for at udvikle sygdommen.

Ringorm kan vise sig på vidt forskellige måder. Det kan være ringformede hudlæsioner, hårløse pletter med tør, skællende hud, rød hud med skæl, papeller og sårskorper.

Sekundære infektioner 

Selvom hudinfektioner ikke er lige så almindelige hos katte, som de er hos hunde, skyldes de i de fleste tilfælde selvpåførte læsioner, fordi katten kradser eller slikker sig. Det er vigtigt, at infektionen behandles, men det er endnu mere vigtigt at finde frem til årsagen til det underliggende problem.

Her skal man huske på, at hudinfektioner ikke nødvendigvis er lig med bakterieinfektioner (pyodermi), for katte kan også have svampeinfektioner.

 

Systemiske sygdomme med hudsymptomer

Det er ikke alle hudproblemer, der skyldes en hudlidelse, og mange systemiske sygdomme viser sig ved hud-/pelsproblemer, blandt andet:

  • Hormonbetingede lidelser såsom hyperthyreoidisme og diabetes.
  • Mangel på essentielle næringsstoffer
  • Autoimmunsygdomme såsom lupus og pemphigus
  • Sygdomme, der involverer svækket immunforsvar, såsom FIV-infektion (Feline Immunodeficiency Virus) og FeLV-infektion (Feline Leukemia Virus)
  • Svulster

Hudlæsionerne er forskellige, afhængigt af den underliggende sygdom, men hvis din kats pels er mat og usoigneret, kan det være tegn på en systemisk lidelse.

 

Psykogent hårtab og hudbetændelse 

Psykogent hårtab og hudbetændelse skyldes sædvanligvis, at katten reagerer på stress i miljøet, hvilket kan have mange årsager. Det kan f.eks. være renovering, nyt familiemedlem, fester, højtider, andre katte og husdyr i hjemmet, ændring af vaner og rutiner eller også kedsomhed.

Hårtab og hudbetændelse skyldes, at katten konstant slikker sig på et eller flere steder af kroppen. Det resulterer i hårløse pletter og, afhængigt af hvor tit og hvor aggressivt, katten slikker sig, kan der opstå sekundære læsioner såsom rødme eller mørkfarvet hud, hudløshed, eosinofile læsioner og infektioner.

Fordi overdreven soignering kan være tegn på en række andre hudlidelser eller systemiske sygdomme, er det vigtigt at få dyrlægen til at udføre en grundig fysisk undersøgelse, hvor der tages højde for, om katten tidligere har opført sig på en måde, der kan tyde på adfærdsmæssige lidelser, for at nå frem til en diagnose. Et psykogent problem kan kun påvises, når alle andre muligheder er udelukket.

self-induced alopecia - cat allergies

4 gode

råd om

almindelige hudproblemer hos katte