Alt, hvad du har brug for at vide om skæleksem hos hunde

 

Skæleksem ændrer din firbenede vens pelskvalitet og resulterer sommetider i en grim lugt, der er ubehagelig for hele familien. Dette risikerer at gå ud over båndet mellem mennesker og hund. Det er derfor vigtigt, både for hunden og jer, at finde frem til årsagen, så I kan få løst problemet.

Marina G Dyrlæge

Skæleksem (seborrhea) er ret almindeligt hos hunde, selvom mildere tilfælde ofte slet ikke opdages. Det kan forekomme over hele hundens krop og påvirke hundens hud, men det kan også optræde mere lokalt, hvor det kun påvirker små områder.

Der, hvor huden er påvirket, kan den være fedtet og skællet (og i nogle tilfælde klør det ret meget), og det kan lugte grimt. Fedtet, skællet hud med dårlig lugt kan skade båndet mellem mennesker og dyr, fordi mange hundeejere vil reagere ved at nusse hunden mindre, forbyde den at komme op i møblerne og generelt holde sig på afstand af den på grund af lugten.

 

Hvilke symptomer er tegn på skæleksem?

Hunden kan have fedtet pels, sommetider også hudorme (komedoner), og der kan komme en grim lugt fra huden, hvis der er tale om fedtet skæleksem. Afhængigt af årsagen kan der sommetider optræde hårtab, hudrødme og/eller hyperpigmentering. Tegnene kan være generelle eller optræde mere lokalt i et bestemt område.

Hunde med tør skæleksem vil oftere have tør, skællet hud. Hyperpigmentering (huden bliver mørkere) og hudrødme kan også forekomme, og måske opdager du også områder med hårtab (alopeci) på din hunds krop.

I begyndelsen klør det generelt ikke, men det kan opstå ved forværring af angrebet og/eller udvikling af sekundær bakterie- eller gærsvampeinfektion, som er almindeligt, når hudbarrieren gennembrydes.

Hvorfor får hunde skæleksem?

Der er faktisk to typer skæleksem: tør (seborrhoea sicca) og fedtet (seborrhoea oleosa). Mange hunde har en kombination af begge typer.

Fedtet skæleksem hos hunde er en hudlidelse, hvor talgkirtlerne i huden producerer for meget af en olieagtig substans, der kaldes sebum (talg).

Normal hud udskiftes løbende i en cyklus, der varer tre uger. Tør skæleksem opstår, når der er en ubalance mellem de nye og de døende hudceller.

Skæleksem kan være en primær lidelse eller optræde sekundært ved en anden hud- eller stofskiftesygdom. I langt de fleste tilfælde er skæleksem en sekundær lidelse. Hundens alder, køn og race kan give et fingerpeg om den underliggende årsag til lidelsen.

Skæleksem er i sig selv en sjælden lidelse

Primært nedarvet skæleksem optræder normalt hos hunden, inden den er to år gammel, og problemet bliver værre med tiden. De hunde, primær skæleksem oftest forekommer hos, er west highland white terrier, cocker spaniel, basset, gravhund, schæfer, labrador retriever og golden retriever. De mest velkendte primære skæleksemlidelser er ichthyose, også kaldet "fiskehud", som er en hudlidelse, der forhindrer, at det yderste hudlag udvikles korrekt (lidelsen ses ofte hos golden retrievere), og sebaceous adenitis, som er en ret usædvanlig hudlidelse, hvor der opstår en betændelsesproces i talgkirtlerne i huden.

Skæleksem (seborrhea) er ofte en konsekvens af en anden lidelse

De sekundære årsager til skæleksem er mere almindelige. Skæleksem kan skyldes:

  • Parasitter, f.eks. lopper, flåter og skabmider
  • Svampeinfektion – ofte infektion med gærsvampe (malassezia)
  • Allergi  
  • Miljømæssige faktorer, blandt andet kold, tør luft eller centralvarme
  • Dårlig foderkvalitet, hvor foderet ikke har tilstrækkeligt med næringsstoffer
  • Hormonelle ubalancer (for eksempel sygdomme i skjoldbruskkirtlen og Cushings syndrom)
  • Overvægt 
  • En følge af gigt/smerter og deraf dårlig pelspleje.

Sommetider findes der ikke en direkte årsag, og i så fald kaldes lidelsen "ideopatisk". Men den diagnose stiller dyrlægen kun, når alle andre mulige årsager er udelukket.

 

Hvornår skal dyrlægen se på det?

Der er mange underliggende årsager til skæleksem hos hunde, og mange af dem kræver professionel behandling, for hvis det ikke bliver behandlet, kan det blive værre og resultere i mere alvorlige problemer.

Selvom det er ret ligetil at diagnosticere skæleksem i sig selv, kan det være mere indviklet at finde frem til årsagen. Udover de miljømæssige faktorer kan din hunds vægt og kvaliteten af det foder, den får, også spille ind. Derfor er det bedst at overlade diagnosticeringen til dyrlægen.

Hvis der er andre kliniske tegn, for eksempel øget tørst eller vandladning, øget appetit, kløe, vægttab eller øget vægt samt varmesøgende adfærd, er det vigtigt at udelukke stofskiftesygdomme, der kan resultere i skæleksem.

 

Hvordan diagnosticerer man skæleksem (seborrhea)

Fordi der er mange forskellige årsager til skæleksem, vil din dyrlæge bruge flere forskellige metoder til at nå frem til en diagnose. Det omfatter først og fremmest:

  • Hudcytologi, hudskrab og udplukning af hår for at udelukke parasitære lidelser samt hudbetændelse forårsaget af bakterier og svampe.
  • Blodprøver for at udelukke underliggende lidelser som for eksempel skjoldbruskkirtelsygdomme, Cushings syndrom og diabetes og om muligt undersøge for allergi.
  • Hudprøve for at undersøge for allergi.
  • Hudbiopsi for at bekræfte diagnosen om primær skæleksem.

 

Hvordan hjælper jeg min hund, hvis den har skæleksem?

Udover at finde frem til årsagen og igangsætte en passende behandling i samarbejde med dyrlægen, kan du forbedre din hunds hud ved hjælp af generelle tiltag. I mange situationer (for eksempel ved endokrine lidelser) kan skæleksemen bekæmpes ved at få den underliggende årsag under kontrol, men det tager sædvanligvis fra flere uger og op til flere måneder. Udover at behandle den primære årsag er det vigtigt, at du hurtigt får forbedret din hunds hud og får lindret og beroliget den.

Påfør udvortes produkter for at regulere talg- og skælproduktionen

Formålet med udvortes produkter, der lindrer skæleksem, er at regulere talgproduktionen og dannelsen af skæl. Hunde med fedtet skæleksem har brug for, at huden bliver affedtet, samtidig med at hudfugtigheden opretholdes. Sommetider kan for hårdhændet fjernelse af fedt og olie i huden beskadige overhuden og ændre fugtigheden. Det er derfor det er så vigtigt at vælge det rigtige produkt.

Hunde med tør skæleksem har brug for, at udskiftningen af hudceller normaliseres, så der ikke dannes skæl og så hudens fugtighed opretholdes.

Sørg for god pelspleje

Regelmæssig børstning af din hunds pels bidrager til at fjerne døde hudceller, giver god luftcirkulation til huden og fordeler de naturlige olier i pelsen jævnt ud over huden.  

Giv hunden foder i god kvalitet

Det er afgørende for hudens sundhed, at du sørger for god ernæring og en sund kost til din hund. Du kan begynde med at snakke med dyrlægen om, hvilke velafbalancerede hundefodermærker, der er på markedet. Du kan også bidrage til, at hunden får det bedre, ved at give hunden kosttilskud. Tilskud af fedtsyrer (omega-3) er vigtigt for en normal hudcellefunktion. Fedtsyrer leverer næring, der bidrager til en sund talgproduktion, så hundens pels får det bedre og beskytter huden. Når du giver hunden et foder med omega-3, hjælper det med at give en sundere hud og pels.

dogtest3

Sørg for at behandle den underliggende årsag med hjælp fra dyrlægen

Behandlingen inkluderer naturligvis korrigering af den underliggende årsag. Det kan være håndtering af foderallergi ved at undgå de ingredienser, din hund er allergisk overfor, loppebehandling og forebyggende loppekur fremover, eller at nå frem til en diagnose og derefter medicinere, i henhold til aftale med dyrlægen. Hvis man ikke tager hånd om den underliggende årsag, vil behandling af huden sandsynligvis mislykkes.

For hunde med idiopatisk eller primær skæleksem er målet at få hudproblemet under kontrol, fordi lidelsen ikke endegyldigt kan helbredes.

Hvis der er tegn på infektion med bakterier eller svampe, skal hunden behandles med antimikrobielle produkter.

 

Hvad er prognosen?

Hunde med den primære udgave af lidelsen vil ofte have brug for behandling resten af livet. Men ved at prøve sig frem, i tæt samarbejde med dyrlægen, kan mange tilfælde faktisk behandles effektivt. Det er vigtigt at blive ved med at pleje huden, og sørge for, at hunden løbende får den parasitbehandling, der passer bedst til den. Tidlig indsats med behandling vil også gøre en forskel, hvis du lægger mærke til noget unormalt i din hunds hud.

For hunde med en af de sekundære udgaver af lidelsen er prognosen for skæleksem bedre, blot den underliggende lidelse bliver behandlet og håndteret. Anvendelse af produkter til udvortes brug vil lindre, opbygge og pleje huden, så symptomerne mindskes, mens I arbejder på at finde og håndtere den underliggende årsag, hvilket kan tage fra uger og helt op til flere måneder.

4 gode

råd om

skæleksem
hos hunde